JESUS SIGER
Jesu
dåb
3 Mattæus 13-17
v13 Da kommer Jesus fra
Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men
Johannes ville forhindre ham i det og sagde: »Jeg behøver at blive
døbt af dig, og du kommer til mig? v15 Men Jesus svarede ham: »Lad
det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så
føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra
vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd
dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst
fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet
velbehag!«
Jesu
fristelse i ørkenen
4 Mattæus 1-17
v1 Så blev Jesus af Ånden
ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. v2 Og da han havde
fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. v3 Og
fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at
stenene her skal blive til brød.« v4 Men han svarede: »Der står
skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert
ord, der udgår af Guds mund.‹ « v5 Da tog Djævelen ham med til
den hellige by, stillede ham på templets tinde v6 og sagde til ham:
»Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:Han
vil give sine engle befaling,og de skal bære dig på hænder, så du
ikke støder din fod på nogen sten.«
v7 Jesus sagde til ham: »Der
står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ « v8
Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg,
og viste ham alle verdens riger og deres herlighed v9 og sagde til
ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og
tilbede mig.« v10 Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der
står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹
« v11 Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for
ham.
Jesus
i Galilæa
4 Mattæus 12-17
v12 Da Jesus hørte, at
Johannes var blevet sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. v13
Men han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i
Zebulons og Naftalis land, v14 for at det skulle opfyldes, som er
talt ved profeten Esajas, der siger: v15 Zebulons land og Naftalis
land,Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan og
Folkeslagenes Galilæa, v16 det folk, der sad i mørket,har set et
stort lys og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød
lyset frem.
v17 Fra da af begyndte Jesus
at prædike: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!«
De
første disciple kaldes
4 Mattæus 18 -22
v18 Da Jesus gik langs
Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror
Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. v19
Han sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til
menneskefiskere.« v20 De lod straks garnene være og fulgte ham.
v21 Da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus'
søn, og hans bror Johannes, i båden sammen med deres far Zebedæus
i færd med at ordne deres garn. Han kaldte på dem, v22 og de
forlod straks båden og deres far og fulgte ham.
Jesus
prædiker og helbreder
4 Mattæus 22-25
v23 Jesus gik omkring i hele
Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om
Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. v24 Og rygtet
om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led
af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte,
månesyge og lamme, og han helbredte dem. v25 Og store folkeskarer
fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den
anden side af Jordan.
Bjergprædikenen
5 Mattæus 5-7
v1 Da Jesus så skarerne, gik
han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2
Og han tog til orde og lærte dem:
Saligprisningerne Mattæus 5
3- 12
v3 »Salige er de fattige i
ånden, for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
v6 Salige er de, som hungrer
og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
v7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
v8 Salige er de rene af
hjertet, for de skal se Gud.
v9 Salige er de, som stifter
fred for de skal kaldes Guds børn.
v10 Salige er de, som
forfølges på grund af retfærdighed,for Himmeriget er deres.
v11 Salige er I, når man på
grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt
ondt på
v12 Fryd jer og glæd jer,
for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt
profeterne før jer.
Jordens
salt og verdens lys
5 Mattæus 13-16
v13 I er jordens salt. Men
hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer
ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14 I
er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15
Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men
i en stage, så det lyser for alle i huset. v16 Således skal jeres
lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser
jeres fader, som er i himlene.
Om
loven
5 Mattæus 17-20
v17 Tro ikke, at jeg er
kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for
at nedbryde, men for at opfylde. v18 Sandelig siger jeg jer: Før
himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste
tøddel forgå af loven, før alt er sket. v19 Den, der bryder blot
ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal
kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer
andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. v20 For jeg siger
jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og
farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
Om
vrede
5 Mattæus 21-26
v21 I har hørt, at der er
sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der
begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ v22 Men jeg siger
jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af
domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig
af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes
ild. v23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer
i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave
blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så
kan du komme og bringe din gave. v25 Skynd dig at blive enig med din
modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke
overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du
kastes i fængsel. v26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud
derfra, før du har betalt den sidste øre.
Om
ægteskabsbrud
5 Mattæus 27- 30
v27 I har hørt, at der er
sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ v28 Men jeg siger jer:
Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede
begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. v29 Hvis dit højre
øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du
er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele
dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din højre hånd bringer
dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre
tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i
Helvede.
Om
skilsmisse
5 Mattæus 31-32
v31 Der er sagt: ›Den, der
skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ v32
Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden
grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende,
og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.
Om
at sværge
5 Mattæus 33-37
v33 I har også hørt, at der
er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal
holde, hvad du har svoret Herren.‹ v34 Men jeg siger jer: I må
slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, v35
eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem,
for det er den store konges by. v36 Du må heller ikke sværge ved
dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. v37
Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad
der er ud over det, er af det onde.
Om
gengældelse
5 Mattæus 38-41
v38 I har hørt, at der er
sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39 Men jeg siger jer,
at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget
ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den
anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så
lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge
ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder dig; og
vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
Om
fjendekærlighed
5 Mattæus 43-47
v43 I har hørt, at der er
sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ v44 Men jeg
siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45
for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin
sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og
uretfærdige. v46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn
kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser
på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne
også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er
fuldkommen!
Om
almisse
6 Mattæus 1-4
v1 Pas på, at I ikke viser
jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem,
for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2 Når
du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne
gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker.
Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver
almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4
for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i
det skjulte, skal lønne dig.
Om
bøn
6 Mattæus 5-7
v5 Og når I beder, må I
ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på
gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer:
De har fået deres løn. v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit
kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og
din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
v7 Når I beder, så lad ikke
munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres
for deres mange ord. v8 Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad
I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Fadervor
6 Mattæus 9-14
v9 Derfor skal I bede
således: Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, v10
komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på
jorden; v11 giv os i dag vort daglige brød, v12 og forlad os vor
skyld, som også vi forlader vore skyldnere,v13 og led os ikke ind i
fristelse, men fri os fra det onde For dit er Riget og magten og
æren i evighed! Amen.
v14 For tilgiver I mennesker
deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.
v15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke
tilgive jeres overtrædelser.
Om
faste
6 Mattæus 16-18
v16 Når I faster, må I ikke
gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt
ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de
faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v17 Men når
du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, v18 så du ikke
faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det
skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Skatten
i himlen
6 Mattæus 19-21
v19 Saml jer ikke skatte på
jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og
stjæler. v20 Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller
rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. v21 For
hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.
Legemets
lys
6 Mattæus 22
v22 Øjet er legemets lys. Er
dit øje klart, er hele dit legeme lyst; v23 men er dit øje mat, er
hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket
mørke!
Om
bekymringer
6 Mattæus 24-31
v24 Ingen kan tjene to
herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig
til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og
mammon.
v25 Derfor siger jeg jer: Vær
ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og
drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke
mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26 Se himlens fugle;
de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres
himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?
v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
v28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan
markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg
siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.
v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen
kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31
I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget
at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt
dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I
trænger til alt dette. v33 Men søg først Guds rige og hans
retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34 Så
vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal
bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin
plage.
Om
at dømme andre
7 Mattæus 1-4
v1 Døm ikke, for at I ikke
selv skal dømmes. v2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes
med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. v3
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke
til bjælken i dit eget øje? v4 Eller hvordan kan du sige til din
broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke
i dit eget øje? v5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje;
så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.
Perler
for svin
v6 Giv ikke hunde det
hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal
trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.
Om
bønhørelse
7 Mattæus 7-10
v7 Bed, så skal der gives
jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for
jer. v8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og
den, som banker på, lukkes der op for. v9 Eller hvem af jer vil
give sin søn en sten, når han beder om et brød, v10 eller give
ham en slange, når han beder om en fisk? v11 Når da I, som er
onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så
ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der
beder ham!
Den
gyldne regel
7 Mattæus 12
v12 Derfor: Alt, hvad I vil,
at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.
Sådan er loven og profeterne.
Den
snævre port
7 Mattæus 13
v13 Gå ind ad den snævre
port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til
fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14 Hvor snæver
er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til
livet, og der er få, som finder den!
Om
falske profeter
7 Mattæus 15-20
v15 Tag jer i agt for de
falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er
glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man
druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert
godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. v18
Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan
ikke bære gode frugter. v19 Ethvert træ, som ikke bærer god
frugt, hugges om og kastes i ilden. v20 I kan altså kende dem på
deres frugter.
v21 Ikke enhver, som siger:
Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der
gør min himmelske faders vilje. v22 Mange vil den dag sige til mig:
Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke
uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige
gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg
har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
Lignelsen
om huset på klippen og huset på sand
7 Mattæus 24-27
v24 Derfor: Enhver, som hører
disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har
bygget sit hus på klippen. v25 Og skybruddet kom, og floderne steg,
og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets
grund var lagt på klippen. v26 Men enhver, som hører disse ord og
ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus
på sand. v27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste
og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«
Jesu
myndighed
7 Mattæus 28-29
v28 Da Jesus var færdig med
denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; v29
for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres
skriftkloge.
Helbredelsen
af en spedalsk
Mattæus 8. 1-4
v1 Da Jesus var kommet ned
fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. v2 Og se, en spedalsk kom
og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du
gøre mig ren.« v3 Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde:
»Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed.
v4 Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til
nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den
offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«
Officeren
i Kapernaum
8 Mattæus 5-13
v5 Da Jesus gik ind i
Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: v6 »Herre, min tjener
ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« v7 Han sagde til
ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« v8 Men officeren sagde:
»Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig
blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. v9 Jeg er jo selv en
mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå!
så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min
tjener: Gør det og det! så gør han det.« v10 Da Jesus hørte
det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig
siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i
Israel. v11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og
sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, v12 men
Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der
være gråd og tænderskæren.« v13 Men til officeren sagde Jesus:
»Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev
helbredt i samme time.
Helbredelsen
af Peters svigermor og andre syge
8 Mattæus 14-17
v14 Og Jesus kom ind i Peters
hus og så, at hans svigermor lå med feber. v15 Han tog hendes
hånd, og feberen forlod hende, og hun stod op og sørgede for ham.
v16 Da det blev aften, bragte
de mange besatte hen til ham, og han drev ånderne ud ved sit ord og
helbredte alle de syge, v17 for at det skulle opfyldes, som er talt
ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore
sygdomme.
Efterfølgelsens
vilkår
8 Mattæus 19-22
v18 Da Jesus så, at der var
en folkeskare omkring ham, befalede han, at de skulle tage over til
den anden bred. v19 Og en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester,
jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« v20 Men Jesus sagde til
ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men
Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« v21 En anden
af hans disciple sagde: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og
begrave min far.« v22 Men Jesus sagde til ham: »Følg mig, og lad
de døde begrave deres døde.«
Stormen
på søen
8 Mattæus 23-27
v23 Jesus gik om bord i en
båd, og hans disciple fulgte ham. v24 Da blev der et voldsomt uvejr
på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. v25 Og de
kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!«
v26 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?«
Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt
blikstille. v27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden
både storm og sø adlyder ham?«
De
besatte i gadarenernes land
8 Mattæus 28-34
v28 Da Jesus var kommet over
til den anden bred til gadarenernes land, kom to besatte hen imod
ham; de kom fra gravhulerne og var så farlige, at ingen kunne komme
forbi ad den vej. v29 De råbte og sagde: »Hvad har vi med dig at
gøre, du Guds søn! Er du kommet her for at pine os før tiden?«
v30 Et stykke borte gik der en stor flok svin og fandt føde; v31
og dæmonerne bad ham: »Driver du os ud, så send os i den flok
svin.« v32 Han sagde: »Gå!« og de fór ud og over i svinene; og
hele flokken styrtede ud over skrænten ned i søen og omkom i
vandet. v33 Men svinehyrderne løb deres vej og kom ind til byen og
fortalte alt, også det om de besatte. v34 Så gik hele byen ud for
at møde Jesus, og da de traf ham, bad de ham om at forlade deres
egn.
Helbredelsen
af den lamme i Kapernaum
Mattæus 9. 1-8
v1 Og Jesus gik om bord i en
båd og satte over til sin egen by. v2 Og se, der kom nogle til ham
med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han
til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« v3
Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.«
v4 Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i
jeres hjerte? v5 Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives
dig, eller at sige: Rejs dig og gå? v6 Men for at I kan vide, at
Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« –
da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!«
v7 Og han rejste sig og gik hjem. v8 Da folkeskarerne så det, blev
de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan
myndighed.
Matthæus
kaldes til discipel
v9 Og da Jesus gik videre
derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og
han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
v10 Mens Jesus sad til bords
i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og
hans disciple. v11 Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple:
»Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?« v12
Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for
læge, det har de syge. v13 Gå hen og lær, hvad det vil sige:
›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet
for at kalde retfærdige, men syndere.«
Ung
vin på nye lædersække
v14 Da kom Johannes' disciple
hen til ham og spurgte: »Hvorfor faster vi og farisæerne så meget,
men dine disciple faster ikke?« v15 Jesus svarede dem: »Kan
brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men
der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de
faste. v16 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel
kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre.
v17 Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så
sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges.
Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele.«
Helbredelsen
af synagogeforstanderens datter og af kvinden med blødninger
v18 Mens han talte til dem om
dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og
sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på
hende, så vil hun leve.« v19 Jesus rejste sig og fulgte med ham
sammen med sine disciple.
v20 Men se, en kvinde, der i
tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og
rørte ved kvasten på hans kappe. v21 For hun sagde ved sig selv:
»Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« v22 Jesus
vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro
har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
v23 Da Jesus kom til
synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der
larmede, v24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.«
De lo ad ham; v25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog
hendes hånd, og pigen rejste sig op. v26 Og rygtet derom kom ud
over hele den del af landet.
Helbredelsen
af to blinde og af en besat
v27 Da Jesus gik videre
derfra, fulgte to blinde efter ham; de råbte: »Forbarm dig over os,
Davids søn!« v28 Da han var kommet hjem, kom de blinde hen til
ham, og Jesus spurgte dem: »Tror I, at jeg kan gøre det?« De
svarede: »Ja, Herre!« v29 Da rørte han ved deres øjne og sagde:
»Det skal ske jer, som I tror.« v30 Og deres øjne åbnedes. Men
Jesus talte strengt til dem og sagde: »Se til, at ingen får det at
vide.« v31 Men de gik ud og spredte rygtet om ham i hele den del af
landet.
v32 Da de var gået ud, kom
der nogle til ham med en besat, der var stum. v33 Jesus drev dæmonen
ud, og den stumme kunne tale. Folkeskarerne undrede sig og sagde:
»Aldrig før er noget lignende set i Israel.« v34 Men farisæerne
sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, han uddriver dæmoner.«
Høsten
er stor
v35 Jesus gik omkring i alle
byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede
evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse. v36 Da han så
folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og
forkomne som får uden hyrde. v37 Da sagde han til sine disciple:
»Høsten er stor, men arbejderne få. v38 Bed derfor høstens herre
om at sende arbejdere ud til sin høst.«
Udsendelsen
af de tolv Mattæus 10. 1-3
v1 Jesus kaldte sine tolv
disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne
uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse. v2 Navnene på de tolv
apostle er: Først Simon kaldet Peter, så hans bror Andreas, og
Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes, v3 Filip og
Bartholomæus, Thomas og tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og
Thaddæus, v4 Simon Kananæer og Judas Iskariot, han som forrådte
ham.
Udsendelsestalen
Mattæus 11. 1-15
v5 Disse tolv sendte Jesus ud
og befalede dem: »Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind
i samaritanernes byer; v6 men gå derimod til de fortabte får af
Israels hus. v7 Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8
Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I
har fået det for intet, giv det for intet. v9 Skaf jer ikke guld
eller sølv eller kobber i jeres bælter, v10 heller ikke en taske
til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er
sin føde værd. v11 Når I kommer ind i en by eller landsby, så
spørg efter, hvem i den der er det værd, og dér skal I blive
boende, til I rejser. v12 Når I kommer ind i et hus, så ønsk fred
over det. v13 Er huset det værd, skal jeres fred komme over det,
men er huset det ikke værd, skal jeres fred vende tilbage til jer
selv. v14 Men vil nogen ikke tage imod jer eller høre jeres
budskab, så forlad det hus eller den by og ryst støvet af jeres
fødder. v15 Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og
Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.
v16 Se, jeg sender jer ud som
får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som
duer. v17 Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til
domstolene og piske jer i deres synagoger, v18 og I vil blive
stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd
for dem og for hedningerne. v19 Men når de udleverer jer, så vær
ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for
det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. v20 For
det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler
gennem jer.
v21 En bror skal udlevere sin
bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod
deres forældre og få dem dømt til døden. v22 Og I skal hades af
alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal
frelses.
v23 Når de forfølger jer i
én by, så flygt til den næste. Sandelig siger jeg jer: I når ikke
til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer.
v24 En discipel står ikke
over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. v25 Det må være
nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en
tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden
Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
v26 Frygt derfor ikke for
dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet
skjult, som ikke skal blive kendt. v27 Hvad jeg siger jer i mørket,
skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike
fra tagene. v28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke
kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både
sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. v29 Sælges ikke to spurve
for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres
fader er med den. v30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. v31
Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
v32 Enhver, som kendes ved
mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader,
som er i himlene. v33 Men den, der fornægter mig over for
mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i
himlene. v34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på
jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. v35 Jeg
er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter
og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, v36 og en mand
får sine husfolk til fjender. v37 Den, der elsker far eller mor
mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter
mere end mig, er mig ikke værd. v38 Og den, der ikke tager sit kors
op og følger mig, er mig ikke værd. v39 Den, der har reddet sit
liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig,
skal redde det.
v40 Den, der tager imod jer,
tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har
udsendt mig. v41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en
profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en
retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en
retfærdig. v42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger
koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg
jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Johannes
Døbers spørgsmål og Jesu
Mattæus
11
Da Jesus var færdig med at
give sine tolv disciple disse befalinger, gik han bort derfra for at
undervise og prædike i deres byer.
v2 Da Johannes i fængslet
hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og
spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«
v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører
og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve
hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6
Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
Jesu
tale om Johannes Døber
v7 Da de var gået, begyndte
Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i
ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik
I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer
fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for
at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10
Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel
foran dig,
han skal bane din vej
for dig.
v11 Sandelig siger jeg jer:
Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes
Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. v12 Fra
Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de
fremstormende river det til sig. v13 For alle profeterne og loven
har indtil Johannes været forudsigelser. v14 Og om I vil tage imod
det: Han er Elias, som skulle komme. v15 Den, der har ører, skal
høre!
v16 Men hvad skal jeg
sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet
og råber til de andre: v17 Vi spillede på fløjte for jer, og I
dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. v18 For
Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er
besat. v19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og
folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!«
Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
Veråb
over Galilæas byer
v20 Da begyndte Jesus at
revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket,
fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »Ve dig, Korazin! Ve dig,
Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket
i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske.
v22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på
dommens dag end jer. v23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til
himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige
gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den
dag i dag. v24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land
tåleligere på dommens dag end dig.«
Jesu
fryderåb
v25 På den tid tog Jesus til
orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det
for umyndige; v26 ja, fader, for således var det din vilje. v27
Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen
Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen
vil åbenbare ham for.
v28 Kom til mig, alle I, som
slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
v29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og
ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30 For
mit åg er godt, og min byrde er let.«
Aksplukningen
på sabbatten Mattæus 12 1-13
v1 På den tid kom Jesus på
en sabbat forbi nogle kornmarker. Hans disciple blev sultne og
begyndte at plukke aks og spise. v2 Da farisæerne så det, sagde de
til ham: »Se, dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at
gøre på en sabbat.« v3 Men han sagde til dem: »Har I ikke læst,
hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, v4 hvordan han
gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var
ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise? v5 Eller
har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker
sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld? v6 Men jeg
siger jer: Her er noget større end templet! v7 Havde I fattet, hvad
det betyder: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,‹ havde
I ikke fordømt de uskyldige. v8 For Menneskesønnen er herre over
sabbatten.«
Helbredelsen
af manden med den visne hånd
v9 Jesus gik videre derfra og
kom ind i deres synagoge. v10 Og se, der var en mand med en vissen
hånd. Og for at de kunne anklage Jesus, spurgte de: »Er det tilladt
at helbrede på en sabbat?« v11 Men han sagde til dem: »Hvem af
jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det og trække det op,
hvis det faldt i grøften på en sabbat? v12 Et menneske er dog
meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget
godt på en sabbat.« v13 Da sagde han til manden: »Ræk din hånd
frem!« Han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden. v14
Men farisæerne gik ud og traf beslutning om at få ham slået ihjel.
Guds
udvalgte tjener
v15 Da Jesus fik det at vide,
drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han
helbredte dem alle. v16 Men han pålagde dem strengt, at de ikke
måtte røbe ham, v17 for at det skulle opfyldes, som er talt ved
profeten Esajas, der siger:
v18 Se min tjener, ham
har jeg udvalgt,
min elskede, i ham har
jeg fundet velbehag.
Jeg lader min ånd komme
over ham,
og han skal forkynde ret
for folkene.
v19 Han skændes ikke,
han råber ikke,
man hører ikke hans
røst i gaderne.
v20 Det knækkede rør
sønderbryder han ikke,
den osende væge slukker
han ikke,
til han har ført retten
til sejr;
v21 folkene håber på
hans navn.
Jesus
og Beelzebul og bespottelse mod Helligånden
v22 Da blev en besat, der var
blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så
han både kunne tale og se. v23 Alle folkeskarerne blev ude af sig
selv og spurgte: »Mon han er Davidssønnen?« v24 Da farisæerne
hørte det, sagde de: »Det kan kun være ved dæmonernes fyrste,
Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« v25 Men da Jesus kendte
deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv
lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke
bestå. v26 Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med
sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? v27 Og hvis jeg driver
dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem
så? Derfor skal de være jeres dommere. v28 Men hvis det er ved
Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet
til jer. v29 Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus
og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først
da kan han plyndre hans hus.
v30 Den, der ikke er med mig,
er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. v31 Derfor
siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men
bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. v32 Og den, der taler et
ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod
Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i
den kommende.
Træet og dets frugt
v33 Tag et træ: Enten er det
godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så
er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. v34
Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For
hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. v35 Et godt
menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt
menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. v36 Men jeg siger
jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert
tomt ord, de har talt. v37 På dine ord skal du frikendes, og på
dine ord skal du fordømmes.«
Jonastegnet
v38 Da sagde nogle af de
skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et
tegn.« v39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver
tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. v40
For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter,
sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre
nætter. v41 Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med
denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas'
prædiken, og se, her er mere end Jonas. v42 Og Sydens dronning skal
opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun
kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og
se, her er mere end Salomo.
Den
urene ånd vender tilbage
v43 Når den urene ånd er
drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile,
men finder den ikke. v44 Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit
hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det
ledigt, fejet og prydet. v45 Så går den ud og tager syv andre
ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og
det sidste bliver værre for det menneske end det første. Sådan
skal det også gå denne onde slægt.«
Jesu
sande slægtninge
v46 Endnu mens Jesus talte
til folkeskarerne, da stod hans mor og hans brødre udenfor og søgte
at få ham i tale. v47 Og der var en, der sagde til ham: »Se, din
mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.« v48 Men han
svarede ham, der sagde det til ham: »Hvem er min mor, og hvem er
mine brødre?« v49 Og han pegede på sine disciple og sagde: »Se,
her er min mor og mine brødre. v50 For den, der gør min himmelske
faders vilje, er min bror og søster og mor.«
Lignelsen
om sædemanden Mattæus 13 1-18
v1 Samme dag gik Jesus ud af
huset og satte sig ved søen. v2 Og store skarer flokkedes om ham,
så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren
stod på bredden. v3 Og han talte meget til dem i lignelser og
sagde:
»Se, en sædemand gik ud for
at så. v4 Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom
og åd det op. v5 Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret
meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag
jord; v6 men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det
visnede, fordi det ikke havde rod. v7 Noget faldt mellem tidsler, og
tidslerne voksede op og kvalte det. v8 Men noget faldt i god jord og
gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. v9
Den, der har ører, skal høre!«
v10 Disciplene kom hen til
ham og spurgte: »Hvorfor taler du til dem i lignelser?« v11 Han
svarede dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder,
men de andre er det ikke givet. v12 For den, der har, til ham skal
der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham
skal selv det tages, som han har. v13 Derfor taler jeg til dem i
lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører
og heller intet fatter. v14 På dem opfyldes den profeti af Esajas,
der siger:
I skal høre og høre,
men intet fatte,
I skal se og se, men
intet forstå.
v15 For dette folks
hjerte er dækket med fedt,
og med ørerne hører de
tungt,
og deres øjne har de
lukket til,
for at de ikke skal se
med øjnene,
høre med ørerne og
fatte med hjertet
og vende om, så jeg må
helbrede dem.
v16 Salige er jeres øjne,
fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører. v17 For sandelig
siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se
det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det
ikke at høre.
v18 Så hør I da lignelsen
om sædemanden. v19 Når et menneske hører ordet om Riget og ikke
fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans
hjerte; det er det, som blev sået på vejen. v20 Det, som blev sået
på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde,
når han hører det; v21 men han har ikke rod i sig, han holder kun
ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund
af ordet, falder han straks fra. v22 Det, som blev sået mellem
tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og
rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. v23
Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet
og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller
tredive fold.«
Lignelsen
om ukrudtet i hveden og om sennepsfrøet og om surdejen
v24 Han fortalte dem en anden
lignelse: »Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin
mark. v25 Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i
hveden og gik sin vej. v26 Da kornet skød op og satte kerne, kom
også ukrudtet frem. v27 Husbondens folk kom så og spurgte: Herre,
såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? v28
Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil
du have, at vi skal gå ud og luge det væk? v29 Han svarer dem:
Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op
sammen med det. v30 Lad blot begge dele gro side om side indtil
høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først
ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml
hveden i min lade.«
v31 Han fortalte dem en anden
lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og
såede i sin mark. v32 Det er mindre end alle andre frø, men når
det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et
helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«
v33 Han fortalte dem en anden
lignelse: »Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i
tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«
v34 Alt dette sagde Jesus i
lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i
lignelser, v35 for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten,
der siger:
Jeg vil åbne min mund
med lignelser,
jeg vil fremføre det,
der har været skjult, siden verden blev grundlagt.
v36 Da lod Jesus skarerne gå
og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: »Forklar os lignelsen
om ukrudtet på marken.« v37 Han svarede: »Den, der sår den gode
sæd, er Menneskesønnen, v38 marken er verden, og den gode sæd er
Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, v39 og fjenden, der
såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er
engle. v40 Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild,
således skal det også gå ved verdens ende: v41 Menneskesønnen
skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk,
som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, v42 og
kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
v43 Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige.
Den, der har ører, skal høre!
Lignelsen
om skatten og om perlen og om voddet
v44 Himmeriget ligner en
skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det
skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer,
og køber den mark.
v45 Igen: Himmeriget ligner
en købmand, der søgte efter smukke perler; v46 og da han fandt én
særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og
købte den.
v47 Igen: Himmeriget ligner
et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; v48
da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede
de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. v49 Således skal
det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra
de retfærdige v50 og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være
gråd og tænderskæren. v51 Har I fattet alt dette?« De svarede:
»Ja!« v52 Da sagde han til dem: »Derfor: Enhver skriftklog, der
er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og
gammelt frem fra sit forråd.«
Jesus
i Nazaret
v53 Da Jesus var færdig med
at fortælle disse lignelser, gik han bort derfra. v54 Og han kom
til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået
af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften
til at gøre mægtige gerninger? v55 Er det ikke tømrerens søn?
Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og
Judas? v56 Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så
alt dette fra?« v57 Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde
til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit
hus.« v58 Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på
grund af deres vantro.
Vandringen
på søen Mattæus 14. 22-32
v22 Straks efter nødte Jesus
disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til
den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v23 Da han havde
sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da
det var blevet aften, var han alene dér. v24 Båden var allerede
mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var
imod. v25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på
søen. v26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne
og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. v27 Og
straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig,
frygt ikke!« v28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så
befal mig at komme ud til dig på vandet.« v29 Han sagde: »Kom!«
Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v30 Men
da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at
synke og råbte: »Herre, frels mig!« v31 Straks rakte Jesus hånden
ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«
v32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v33 Og mændene i
båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«
Helbredelser
ved Genesaret
v34 Og da de var kommet over
søen, nåede de land ved Genesaret. v35 Folk på stedet genkendte
ham og sendte bud til hele omegnen, og de kom til ham med alle de
syge, v36 og de bad ham om bare at måtte røre ved kvasten på hans
kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst.
Spørgsmålet
om rent og urent Mattæus 15. 1-20
v1 Da kom der nogle farisæere
og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: v2 »Hvorfor
overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke
deres hænder, før de spiser.« v3 Men han svarede dem: »Hvorfor
overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? v4 For
Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander
sin far eller sin mor, skal lide døden.‹ v5 Men I siger: Hvis
nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som
hjælp af mig, skal være tempelgave! v6 så behøver han ikke at
ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres
overlevering. v7 Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han
sagde:
v8 Dette folk ærer
mig med læberne,
men deres hjerte er
langt borte fra mig,
v9 forgæves dyrker de
mig,
for det, de lærer, er
menneskebud.«
v10 Og han kaldte skaren til
sig og sagde: »Hør og forstå: v11 Ikke det, som kommer ind i
munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det
gør et menneske urent.« v12 Da kom hans disciple hen til ham og
sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?«
v13 Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader
ikke har plantet, skal rykkes op med rode. v14 Lad dem være, de er
blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder
de begge i grøften.« v15 Peter bad ham: »Forklar denne lignelse
for os!« v16 Han sagde: »Er også I stadig uforstandige? v17
Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i
maven og forsvinder ud igen? v18 Men det, som kommer ud af munden,
udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. v19 Thi fra
hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri,
falsk vidnesbyrd og bespottelser. v20 Det er det, som gør et
menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et
menneske urent.«
Den
kana'anæiske kvinde
v21 Jesus gik bort derfra og
drog til områderne ved Tyrus og Sidon. v22 Og se, en kana'anæisk
kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig,
Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« v23 Men
han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham:
»Send hende væk! Hun råber efter os.« v24 Han svarede: »Jeg er
ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« v25
Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!«
v26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give
det til de små hunde.« v27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de
små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«
v28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal
ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Helbredelser ved Galilæas Sø
v29 Jesus gik videre derfra
og kom til Galilæas Sø, og han gik op på bjerget og satte sig dér.
v30 Og store folkeskarer kom hen til ham med lamme, vanføre,
blinde, stumme og mange andre. De lagde dem for hans fødder, og han
helbredte dem, v31 så skaren undrede sig, da de så, at stumme
talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde kunne se. Og de
priste Israels Gud.
Bespisningen
af de fire tusind
v32 Men Jesus kaldte sine
disciple til sig og sagde: »Jeg ynkes over skaren, for de har
allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg
vil ikke sende dem sultne bort, for at de ikke skal blive udmattet
undervejs.« v33 Hans disciple sagde til ham: »Hvorfra skal vi her
i ødemarken skaffe brød nok til at mætte så stor en skare?« v34
Jesus spurgte dem: »Hvor mange brød har I?« De svarede: »Syv, og
nogle småfisk.« v35 Så lod han skaren sætte sig på jorden; v36
og han tog de syv brød og fiskene, takkede, brød dem og gav
disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. v37 Og alle spiste
og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers,
syv kurve fulde. v38 Der var omkring fire tusind mænd, som havde
spist, foruden kvinder og børn. v39 Og da han havde sendt skarerne
bort, gik han om bord i båden og kom til egnen ved Magadan.
Kravet
om et tegn Mattæus 16 1-4
v1 Farisæerne og saddukæerne
kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve bad de ham om at
vise dem et tegn fra himlen. v2 Men han sagde til dem: »Ved
aftenstid siger I: Det bliver godt vejr i morgen, for himlen er rød,
v3 og om morgenen siger I: Det bliver dårligt vejr i dag, for
himlen er rød og truende. Himlens udseende forstår I at tyde, men
tidernes tegn kan I ikke tyde. v4 En ond og utro slægt kræver
tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet.« Og han
forlod dem og gik sin vej.
Advarsel
mod farisæernes og saddukæernes lære
v5 Da disciplene kom over til
den anden bred, havde de glemt at tage brød med. v6 Jesus sagde til
dem: »Se til, at I tager jer i agt for farisæernes og saddukæernes
surdej.« v7 De talte med hinanden og sagde: »Det er, fordi vi ikke
har brød med.« v8 Da Jesus blev klar over det, sagde han: »Hvorfor
siger I til hinanden, I lidettroende, at det er, fordi I ikke har
brød med? v9 Kan I endnu ikke fatte, eller husker I ikke de fem
brød til de fem tusind, og hvor mange kurve I da samlede? v10 Eller
de syv brød til de fire tusind, og hvor mange kurve I da samlede?
v11 Hvorfor fatter I ikke, at jeg ikke talte til jer om brød? Men
tag jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej.« v12 Da
forstod de, at han ikke sagde, at de skulle tage sig i agt for surdej
til brød, men for farisæernes og saddukæernes lære.
Peters
bekendelse
v13 Da Jesus kom til området
ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk,
at Menneskesønnen er?« v14 De svarede: »Nogle siger Johannes
Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af
profeterne.« v15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg
er?« v16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds
søn.« v17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas'
søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i
himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil
jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over
den. v19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du
binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på
jorden, skal være løst i himlene.« v20 Da forbød han strengt
sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
Jesus
forudsiger sin lidelse og død og opstandelse
v21 Fra da af begyndte Jesus
at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og
lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge
og slås ihjel og opstå på den tredje dag. v22 Da tog Peter ham
til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare
dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« v23 Men Jesus vendte
sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig
til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«
Om
efterfølgelse
v24 Da sagde Jesus til sine
disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig
selv og tage sit kors op og følge mig. v25 Den, der vil frelse sit
liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig,
skal finde det. v26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele
verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som
vederlag for sit liv? v27 For Menneskesønnen skal komme i sin
faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde
enhver efter hans gerninger. v28 Sandelig siger jeg jer: Nogle af
dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser
Menneskesønnen komme i sit rige.«
Forklarelsen
på bjerget 17 Mattæus 1-13
v1 Seks dage efter tog Jesus
Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et
højt bjerg, hvor de var alene. v2 Og han blev forvandlet for øjnene
af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som
lyset. v3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med
ham. v4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt,
at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og
én til Moses og én til Elias.« v5 Mens han endnu talte, se, da
overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det
er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« v6
Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev
grebet af stor frygt. v7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og
sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« v8 Og da de løftede deres blik,
kunne de kun se Jesus alene.
v9 Mens de gik ned fra
bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før
Menneskesønnen er opstået fra de døde.« v10 Så spurgte
disciplene ham: »Hvordan kan de skriftkloge da sige, at Elias først
skal komme?« v11 Han svarede: »Ja, Elias skal komme og genoprette
alt, v12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte
ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også
Menneskesønnen lide for deres hånd.« v13 Da forstod disciplene,
at han talte til dem om Johannes Døber.
Helbredelsen
af den månesyge dreng
v14 Da de kom ned til
folkeskaren, kom en mand hen til Jesus, faldt på knæ for ham v15
og bad: »Herre, forbarm dig over min søn, for han er månesyg og
lider slemt. Han styrter snart i ild og snart i vand. v16 Og jeg har
bragt ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.« v17
Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg
være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med
ham!« v18 Og Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i
samme øjeblik blev drengen rask.
v19 Da de var blevet alene,
kom disciplene hen og spurgte Jesus: »Hvorfor kunne vi ikke drive
den ud?« v20 Han sagde til dem: »Fordi I har så lille en tro.
Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige
til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og
intet vil være umuligt for jer. v21 Den slags fordrives kun ved
bøn og faste.«
Jesus
forudsiger sin død og opstandelse
v22 Mens de færdedes i
Galilæa, sagde Jesus til dem: »Menneskesønnen skal overgives i
menneskers hænder, v23 og de skal slå ham ihjel, og han skal opstå
på den tredje dag.« Og de blev meget bedrøvede.
Spørgsmålet om tempelskat
v24 Da de kom ind i
Kapernaum, gik de, der opkræver tempelskat, hen til Peter og
spurgte: »Betaler jeres mester ikke tempelskat?« v25 Han svarede:
»Jo!« Da han kom hjem, kom Jesus ham i forkøbet og spurgte: »Hvad
mener du, Simon? Hvem opkræver jordens konger told og skat af? Af
landets egne borgere eller af de fremmede?« v26 Han svarede: »Af
de fremmede.« Jesus sagde til ham: »Så går landets borgere altså
fri. v27 Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen,
kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du
åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for
mig og dig.«
Den
største i Himmeriget
18 Mattæus 1-5
v1 På den tid kom disciplene
hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« v2
Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem
v3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og
bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. v4 Den, der
ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget;
v5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Advarsel
mod at bringe til fald
18 Mattæus 6-11
v6 Men den, der bringer en af
disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en
møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. v7 Ve
verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve
det menneske, som bliver årsag til fald. v8 Hvis din hånd eller
fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er
bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med
begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. v9
Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra
dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med
begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. v10 Se til, at I ikke
ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene
ser altid min himmelske faders ansigt. v11 For Menneskesønnen er
kommet for at frelse det fortabte.
Lignelsen
om det vildfarne får
18 Mattæus 12-14
v12 Hvad mener I? Hvis en
mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke
de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det
vildfarne? v13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger
jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke
fór vild. v14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke
en eneste af disse små skal gå fortabt.
Myndighed
og bøn i menigheden
18 Mattæus 15-20
v15 Hvis din broder forsynder
sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på
tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. v16
Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller
tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. v17 Hører han heller
ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre
efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en
tolder. v18 Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal
være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst
i himlen. v19 Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på
jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske
fader. v20 For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er
jeg midt iblandt dem.«
Lignelsen
om den gældbundne tjener
18 Mattæus 21-35
v21 Da kom Peter til ham og
spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når
han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« v22 Jesus svarede
ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til
syvoghalvfjerds gange.
v23 Derfor: Himmeriget ligner
en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. v24 Da han
begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter,
ført frem for ham. v25 Da han ikke havde noget at betale med,
befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han
ejede, skulle sælges og gælden betales. v26 Men tjeneren kastede
sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale
dig det alt sammen. v27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og
lod ham gå og eftergav ham gælden. v28 Men da den tjener gik ud,
traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og
han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! v29 Hans
medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig,
så skal jeg betale dig. v30 Det ville han ikke, men gik hen og lod
ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. v31
Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede
og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. v32 Da
kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld
eftergav jeg dig, da du bad mig om det. v33 Burde du så ikke også
forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?
v34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han
fik betalt alt, hvad han skyldte. v35 Sådan vil også min himmelske
fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin
broder.«
Spørgsmålet
om skilsmisse og ugift stand
19 Mattæus 1-12
v1 Da Jesus var færdig med
denne tale, forlod han Galilæa og drog gennem landet øst for Jordan
til Judæa. v2 Og store skarer fulgte ham, og han helbredte dem dér.
v3 Nogle farisæere kom hen
til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de: »Er det
tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst
grund?« v4 Han sagde: »Har I ikke læst, at Skaberen fra
begyndelsen skabte dem som mand og kvinde v5 og sagde: ›Derfor
skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og
de to skal blive ét kød‹? v6 Derfor er de ikke længere to, men
ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke
adskille.« v7 De spurgte ham: »Hvorfor har Moses så påbudt
manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?«
v8 Han sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed,
at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra
begyndelsen var det ikke sådan. v9 Jeg siger jer: Den, der skiller
sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en
anden, begår ægteskabsbrud.« v10 Hans disciple sagde til ham:
»Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at
gifte sig.« v11 Men han sagde til dem: »Hvad dette går ud på,
kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet. v12 Der er dem,
der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er
uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er
dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem,
der kan, rumme det!«
Jesus
og de små børn
19 Mattæus 13-15
v13 Så bar de nogle små
børn til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og bede;
disciplene truede ad dem, v14 men Jesus sagde: »Lad de små børn
være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er
deres.« v15 Og han lagde hænderne på dem og gik derfra.
Den
rige unge mand
19 Mattæus 16-30
v16 Og se, der kom en hen til
Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt
liv?« v17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode?
Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« v18
Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå
drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må
ikke vidne falsk, v19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal
elske din næste som dig selv.‹ « v20 Den unge mand sagde: »Det
har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« v21 Jesus sagde
til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du
ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene.
Og kom så og følg mig!« v22 Da den unge mand hørte det svar, gik
han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
v23 Og Jesus sagde til sine
disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at
komme ind i Himmeriget. v24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en
kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i
Guds rige.« v25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede
og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« v26 Jesus så på dem og
svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting
muligt.«
v27 Da tog Peter ordet og
sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så
vi?« v28 Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens
genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds
trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og
dømme Israels tolv stammer. v29 Enhver, som har forladt hjem eller
brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker
for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.
v30 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de
sidste de første.
Lignelsen
om arbejderne i vingården
20 Mattæus 1-16
v1 For Himmeriget ligner en
vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere
til sin vingård. v2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på
en denar, sendte han dem hen i sin vingård. v3 Ved den tredje time
gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, v4 og han
sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale,
hvad I har ret til. v5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den
niende time gik han ud og gjorde det samme. v6 Ved den ellevte time
gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte
dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? v7 De svarede ham:
Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min
vingård. v8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin
forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan,
at du begynder med de sidste og ender med de første. v9 Og de, der
var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. v10
Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik
hver en denar. v11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for
vingårdsejeren v12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én
time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde
og hede. v13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke
uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? v14 Tag det, der er
dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. v15
Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er
mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? v16 Sådan skal de
sidste blive de første, og de første de sidste.«
Jesus
forudsiger sin lidelse og korsfæstelse og opstandelse
20 Mattæus 17-19
v17 Da Jesus gik op til
Jerusalem, tog han undervejs de tolv disciple til side og sagde til
dem: v18 »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal
overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, v19 og de skal
dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal
blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han
opstå.«
Zebedæussønnernes
ønske
Mattæus 20 20-28
v20 Da kom Zebedæussønnernes
mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og
ville bede ham om noget. v21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun
sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit
rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« v22
Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger,
jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. v23 Han sagde til
dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved
min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til
dem, som min fader har bestemt det for.«
v24 Da de ti andre hørte
det, blev de vrede på de to brødre. v25 Men Jesus kaldte dem til
sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at
stormændene misbruger deres magt over dem. v26 Sådan skal det ikke
være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være
jeres tjener, v27 og den, der vil være den første blandt jer, skal
være jeres træl, v28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at
lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum
for mange.«
Helbredelsen
af de to blinde ved Jeriko
20 Mattæus 29-34
v29 Da de gik ud af Jeriko,
fulgte en stor folkeskare ham. v30 Og se, to blinde, der sad ved
vejen, hørte, at Jesus kom forbi, og de råbte: »Forbarm dig over
os, Herre, Davids søn!« v31 Skaren truede ad dem for at få dem
til at tie stille; men de råbte bare endnu højere: »Forbarm dig
over os, Herre, Davids søn!« v32 Og Jesus stod stille, kaldte på
dem og sagde: »Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?« v33 De
svarede ham: »Herre, at vore øjne må blive åbnet.« v34 Og Jesus
fik medynk med dem og rørte ved deres øjne. Straks kunne de se, og
de fulgte ham.
Indtoget
i Jerusalem
21 Mattæus 1-10
v1 Da de nærmede sig
Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to
disciple af sted v2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen
heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit
føl. Løs dem, og kom med dem. v3 Og hvis nogen spørger jer om
noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende
dem tilbage.« v4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt
ved profeten, der siger:
v5 Sig til Zions datter: Se,
din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et
trækdyrs føl.
v6 Disciplene gik hen og
gjorde, som Jesus havde pålagt dem. v7 De kom med æslet og føllet
og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. v8 Den store
folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af
træerne og strøede dem på vejen. v9 Og skarerne, som gik foran
ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det
højeste!
v10 Da han nåede ind i
Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er
han?« v11 og skarerne svarede: »Det er profeten Jesus fra Nazaret
i Galilæa.«
Tempelrensningen
21 Mattæus 12-17
v12 Så gik Jesus ind på
tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og
han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, v13 og han
sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et
bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.« v14 Og blinde og
lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. v15
Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han
gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte:
»Hosianna, Davids søn!« blev de vrede, v16 og de spurgte ham:
»Hører du ikke, hvad de siger?« Men Jesus svarede dem: »Jo, har I
aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig
lovsang‹?« v17 Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania
og overnattede dér.
Forbandelsen
af figentræet
21 Mattæus 18-22
v18 Da Jesus tidligt om
morgenen var på vej tilbage til byen, blev han sulten. v19 Og da
han fik øje på et figentræ ved vejen, gik han hen til det, men
fandt ikke andet end blade på det. Så sagde han til det: »Du skal
aldrig i evighed mere bære frugt!« Og i det samme visnede
figentræet. v20 Da disciplene så det, undrede de sig og spurgte:
»Hvordan kunne figentræet visne med det samme?« v21 Jesus sagde
til dem: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I har tro og ikke tvivler,
kan I ikke alene gøre det med figentræet, men også sige til dette
bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og det vil ske. v22 Alt,
hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«
Spørgsmålet
om Jesu myndighed
21 Mattæus 23-27
v23 Da Jesus var kommet ind
på tempelpladsen, kom ypperstepræsterne og folkets ældste hen til
ham, mens han underviste, og spurgte: »Med hvilken ret gør du
dette? Hvem har givet dig ret til det?« v24 Jesus svarede dem: »Jeg
vil også spørge jer om en ting, og hvis I svarer mig, så vil jeg
også sige jer, med hvilken ret jeg gør dette. v25 Johannes' dåb,
hvor var den fra? Fra himlen eller fra mennesker?« De drøftede det
med hinanden: »Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge os:
Hvorfor troede I ham da ikke? v26 Men hvis vi siger: Fra mennesker!
må vi frygte for skaren, for alle mener, at Johannes er en profet.«
v27 Og de svarede Jesus: »Vi ved det ikke.« Da sagde han til dem:
»Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.
Lignelsen
om de to sønner i vingården
21 Mattæus 28-32
v28 Men hvad mener I? En mand
havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå
ud og arbejd i vingården i dag. v29 Men han svarede: Nej, jeg vil
ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. v30 Så gik han til den
anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men
gik ikke derud. v31 Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De
svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg
jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. v32 For
Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I
troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så
det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
Lignelsen
om de onde vinbønder
21 Mattæus 33-45
v33 Hør endnu en lignelse!
Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde
om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han
forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. v34 Da
høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at
få sin høst. v35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede
de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. v36 Han sendte
nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved
dem. v37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De
vil undse sig for min søn. v38 Men da vinbønderne så sønnen,
sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og
få hans arv. v39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og
slog ham ihjel. v40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så
gøre med de vinbønder?« v41 De svarede ham: »Et ondt endeligt
vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som
vil give ham høsten, når tiden er inde.«
v42 Jesus sagde til dem: »Har
I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet
hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for
vore øjne?
v43 Derfor siger jeg jer:
Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets
frugter. v44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet,
men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
v45 Da ypperstepræsterne og
farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede
til dem. v46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for
folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.
Lignelsen
om kongesønnens bryllup
22 Mattæus 1-14
v1 Jesus tog til orde og
talte igen til dem i lignelser: v2 »Himmeriget ligner en konge, der
holdt sin søns bryllup. v3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde
de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. v4 Så sendte
han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er
der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt
er rede. Kom til brylluppet! v5 Men det tog de sig ikke af og gik,
én til sin mark, en anden til sin forretning, v6 og andre igen greb
hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. v7 Men kongen
blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte
deres by. v8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er
forberedt, men de indbudte var ikke værdige. v9 Gå derfor helt ud,
hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til
brylluppet. v10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle,
som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af
gæster. v11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster,
fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. v12
Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden
bryllupsklæder? Men han tav. v13 Da sagde kongen til sine tjenere:
Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér
skal der være gråd og tænderskæren. v14 Thi mange er kaldet, men
få er udvalgt.«
Spørgsmålet
om skat til kejseren
22 Mattæus 15-22
v15 Da gik farisæerne hen og
besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen
til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du
er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter
andre, for du gør ikke forskel på folk. v17 Sig os, hvad du mener:
Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« v18 Men Jesus
gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på
prøve, I hyklere? v19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en
denar. v20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«
v21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv
kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« v22 Da de hørte
det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.
Spørgsmålet
om opstandelsen
22 Mattæus 23-33
v23 Samme dag kom der nogle
saddukæere og sagde, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte
ham: v24 »Mester, Moses har sagt, at dør en mand barnløs, skal
hans bror gifte sig med hans hustru, fordi han er svoger til hende,
og skaffe sin bror afkom. v25 Vi havde et tilfælde med syv brødre.
Den første giftede sig og døde uden at få børn og efterlod sin
hustru til sin bror. v26 På samme måde gik det også den anden og
den tredje, ja, alle syv. v27 Til allersidst døde kvinden. v28
Hvem af de syv skal så være gift med hende i opstandelsen? De har
jo alle været gift med hende.« v29 Jesus svarede dem: »I er på
vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. v30 I
opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som
engle i himlen. v31 Og om de dødes opstandelse, har I så ikke
læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: v32 ›Jeg er
Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹? Han er ikke Gud for døde,
men for levende.« v33 Da skarerne hørte dette, blev de slået af
forundring over hans lære.
Det
største bud i loven
22 Mattæus 34-40
v34 Da farisæerne hørte, at
Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35 og en
af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36
»Mester, hvad er det største bud i loven?« v37 Han sagde til ham:
» ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din
sjæl og af hele dit sind.‹ v38 Det er det største og det første
bud. v39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal
elske din næste som dig selv.‹ v40 På de to bud hviler hele
loven og profeterne.«
Davids
søn eller Davids herre
22 Mattæus 41-45
v41 Mens farisæerne var
forsamlet, spurgte Jesus dem: v42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis
søn er han?« De svarede: »Davids.« v43 Han sagde til dem:
»Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
v44 Herren sagde til min
herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine
fjender under dine fødder?
v45 Når David altså kalder
ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46 Ingen kunne
svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge
ham om noget.
Veråb
over de skriftkloge og farisæerne
23 Matæus 1-34
v1 Da talte Jesus til
skarerne og sine disciple v2 og sagde: »De skriftkloge og
farisæerne sidder på Moses' stol. v3 Alt det, de siger til jer,
skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør,
for de gør ikke selv, hvad de siger. v4 De binder tunge og
uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre,
men selv vil de ikke røre dem med en finger. v5 Alle deres
gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede
bederemme og med lange kvaster; v6 de ynder at sidde til højbords
ved fester og at sidde øverst i synagogen v7 og lade sig hilse på
torvet, og at folk kalder dem rabbi.
v8 I må ikke lade jer kalde
rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. v9 Og I må
ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han,
som er i himlen. v10 I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer;
for én er jeres lærer, Kristus. v11 Men den største blandt jer
skal være jeres tjener. v12 Den, der ophøjer sig selv, skal
ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
v13 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I
ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.
v14 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for
et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.
v15 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en
enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent
til Helvede som I selv.
v16 Ve jer, blinde vejledere!
I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men
sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. v17 Blinde
tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet?
v18 Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at
sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så
gælder det. v19 I blinde, hvad er størst, offergaven eller
alteret, der helliger den? v20 Den, der sværger ved alteret,
sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. v21
Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham,
der bor i det; v22 og den, der sværger ved himlen, sværger ved
Guds trone og ved ham, der sidder på den.
v23 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I
forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og
troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. v24 I
blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.
v25 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni
er de fulde af rovlyst og griskhed. v26 Du blinde farisæer, rens
først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent
udenpå.
v27 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke
ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. v28
Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I
fulde af hykleri og lovløshed.
v29 Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter
de retfærdiges grave v30 og siger: Havde vi levet i vore fædres
dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. v31
Dermed bevidner I selv, at I er børn af dem, der dræbte profeterne.
v32 Gør bare jeres fædres mål fuldt. v33 Slanger! Øgleyngel!
Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?
v34 Derfor, se, jeg sender
profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå
ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge
fra by til by. v35 For over jer må alt det retfærdige blod komme,
der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til
blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og
alteret. v36 Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over
denne slægt.
Dommen
over Jerusalem
23 Mattæus 37-39
v37 Jerusalem, Jerusalem! du,
som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor
ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine
kyllinger under vingerne, men I ville ikke. v38 Se, jeres hus bliver
overladt til jer selv, øde og tomt. v39 For jeg siger jer: Fra nu
af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer,
i Herrens navn!«
De
sidste tiders tegn og Jesu genkomst
24 Mattæus 1-33
v1 Jesus forlod templet, og
da han var på vej ud, kom hans disciple hen til ham og pegede på
tempelbygningerne. v2 Men han sagde til dem: »Ser I alt dette?
Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage,
men alt skal brydes ned.«
v3 Mens han sad på
Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og
sagde: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på
dit komme og verdens ende?« v4 Jesus sagde til dem: »Se til, at
ingen fører jer vild! v5 For der skal komme mange i mit navn og
sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild. v6 I skal høre
krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme!
For det skal ske, men det er endnu ikke enden. v7 For folk skal
rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der
komme hungersnød og jordskælv. v8 Alt dette er begyndelsen på
veerne. v9 Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel,
og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. v10 Da skal
mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. v11
Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. v12 Og
fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos
de fleste. v13 Men den, der holder ud til enden, skal frelses. v14
Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som
vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.
v15 Når I derfor ser
Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten
Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke
sig det! – v16 da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
v17 den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset;
v18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin
kappe. v19 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de
dage. v20 Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på
en sabbat. v21 For da skal der være en stor trængselstid, som der
ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller
aldrig vil komme. v22 Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet
menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive
afkortet.
v23 Hvis nogen da siger til
jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; v24
for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de
skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de
udvalgte vild. v25 Nu har jeg sagt jer det forud. v26 Siger de
derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se,
han er i kamrene! så tro det ikke. v27 For som lynet kommer fra øst
og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme
være. v28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes. v29 Men
straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen
ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter
rystes. v30 Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på
himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se
Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed.
v31 Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal
samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af
himlen til den anden.
Lignelsen
om figentræet
24 Mattæus 32-41
v32 Lær denne lignelse af
figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at
sommeren er nær. v33 Sådan skal I også vide, når I ser alt
dette, at han står lige for døren. v34 Sandelig siger jeg jer:
Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. v35 Himmel og
jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. v36 Men den dag
eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller
Sønnen, men alene Faderen. v37 Som det var i Noas dage, sådan skal
det også være ved Menneskesønnens komme. v38 For i dagene før
syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den
dag, da Noa gik ind i arken; v39 og de vidste ikke noget, før
syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også
Menneskesønnens komme være. v40 Da skal der være to mænd ude på
marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. v41 To
kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden
lades tilbage.
Årvågne
tjenere
24 Mattæus 42-51
v42 Våg derfor, for I ved
ikke, hvad dag jeres Herre kommer. v43 Men det ved I, at vidste
husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og
forhindre, at nogen brød ind i hans hus. v44 Derfor skal I også
være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.
v45 Hvem er så en tro og
klog tjener, som af sin herre er sat til at give hans folk deres kost
i rette tid? v46 Salig den tjener, som hans herre finder i færd med
at gøre det, når han kommer. v47 Sandelig siger jeg jer: Han vil
sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. v48 Men er det en
dårlig tjener, der siger som så: Min herre lader vente på sig! v49
og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker
med svirebrødre, v50 så skal den tjeners herre komme en dag, han
ikke venter, og i en time, han ikke kender, v51 og hugge ham ned og
lade ham dele skæbne med hyklerne. Dér skal der være gråd og
tænderskæren.
Lignelsen
om de ti brudepiger
25 Mattæus 1-13
v1 Da skal Himmeriget ligne
ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde
brudgommen. v2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. v3 De
tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. v4 De kloge tog både
deres lamper med og olie i deres kander. v5 Da brudgommen lod vente
på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. v6 Men ved
midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! v7 Da
vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. v8 Og de
tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore
lamper går ud. v9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til
både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. v10
Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var
rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. v11
Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind!
v12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
v13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Lignelsen
om de betroede talenter
25 Mattæus 14-30
v14 Det er som med en mand,
der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og
betroede dem sin formue; v15 én gav han fem talenter, en anden to
og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. v16 Den,
der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem
og tjente fem til. v17 Ligeledes tjente han med de to talenter to
til. v18 Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et
hul i jorden og gemte sin herres penge. v19 Lang tid efter kommer
disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. v20 Den, der
havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på
bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har
tjent fem talenter til. v21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode
og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget.
Gå ind til din herres glæde! v22 Også han med de to talenter kom
og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to
talenter til. v23 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro
tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå
ind til din herres glæde! v24 Så kom også han, som havde fået
den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård
mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke
har spredt, v25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent
i jorden. Se, her har du, hvad dit er. v26 Men hans herre sagde til
ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg
ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. v27 Så burde
du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit
igen med rente, når jeg kom tilbage. v28 Tag derfor talenten fra
ham og giv den til ham med de ti talenter. v29 For enhver, som har,
til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke
har, fra ham skal selv det tages, som han har. v30 Og kast den
uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og
tænderskæren.
Verdensdommen
25 Mattæus 33-46
v31 Når Menneskesønnen
kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde
på sin herligheds trone. v32 Og alle folkeslagene skal samles foran
ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra
bukkene; v33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene
ved sin venstre. v34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre
side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som
er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35 For jeg var
sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig
noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var
nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var
i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige:
Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller
tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en
fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39
Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og
kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort
mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. v41
Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra
mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og
hans engle. v42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at
spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, v43 jeg
var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig
ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. v44 Da
skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller
tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden
at vi hjalp dig? v45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer:
Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller
ikke gjort mod mig! v46 Og de skal gå bort til evig straf, men de
retfærdige til evigt liv.«
Beslutningen
om Jesu død
26 Mattæus 1-3
v1 Da Jesus var færdig med
hele denne tale, sagde han til sine disciple: v2 »I ved, at om to
dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at
korsfæstes.«
v3 Da samledes
ypperstepræsterne og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten,
der hed Kajfas, v4 og de enedes om at gribe Jesus med list og slå
ham ihjel. v5 Men de sagde: »Ikke under festen, for at der ikke
skal blive uro i folket.«
Salvningen
i Betania
26 Mattæus 6-13
v6 Da Jesus var i Betania i
Simon den Spedalskes hus, v7 kom der en kvinde hen til ham med en
alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans
hoved, mens han sad til bords. v8 Da disciplene så det, blev de
vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan? v9 Denne olie kunne jo være
solgt for mange penge og givet til de fattige.« v10 Men da Jesus
mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor gør I det svært for
kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. v11 De fattige har I
jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. v12 Hun har hældt denne
olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. v13
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium
prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om
hende.«
Judas'
forræderi
26 Mattæus 14-16
v14 Da gik en af de tolv,
han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne v15 og sagde:
»Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De talte tredive
sølvpenge op til ham. v16 Og fra da af søgte han en lejlighed til
at forråde ham.
Nadveren
Mattæus 26 17-29
v17 Den første dag under de
usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor
vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« v18 Han
svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren
siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen
med mine disciple.« v19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde
pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
v20 Da det blev aften, satte
han sig til bords med de tolv. v21 Og mens de spiste, sagde han:
»Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22 De blev
meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er
vel ikke mig, Herre?« v23 Han svarede dem: »Det er ham, som med
hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. v24
Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det
menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det
menneske, om det aldrig var født.« v25 Judas, som forrådte ham,
spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde
det selv.«
v26 Mens de spiste, tog Jesus
et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:
»Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27 Og han tog et
bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28 dette
er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes
forladelse. v29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af
vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med
jer i min faders rige.«
Forudsigelsen
af Peters fornægtelse
Mattæus 26 30-35
v30 Og da de havde sunget
lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. v31 Da sagde Jesus til dem: »I
nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå
hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.‹ v32 Men efter at jeg
er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«
v33 Peter sagde til ham: »Om
så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.« v34 Jesus
sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil
du fornægte mig tre gange.« v35 Peter sagde til ham: »Om jeg så
skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme
sagde også alle de andre disciple.
Jesus
i Getsemane
Mattæus 26 36-45
v36 Da kom Jesus med dem til
et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt
jer her, mens jeg går derhen og beder.« v37 Så tog han Peter og
de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.
v38 Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv
her og våg sammen med mig!« v39 Og han gik lidt længere væk,
faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så
lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du
vil.« v40 Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem
sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en
time sammen med mig? v41 Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.
Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« v42 Atter, for anden
gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at
dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din
vilje.« v43 Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne
var blevet tunge. v44 Han forlod dem igen, og for tredje gang gik
han væk og bad den samme bøn. v45 Da kom han tilbage til
disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er
timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder. v46
Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«
Tilfangetagelsen
Mattæus 26 47-56
v47 Endnu mens han talte, kom
Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler
fra ypperstepræsterne og folkets ældste. v48 Han, som forrådte
ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg
kysser; grib ham! v49 Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med
et »Rabbi!« og kyssede ham. v50 Jesus sagde til ham: »Min ven, nu
har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb
ham. v51 En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og
trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret
af ham. v52 Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For
alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. v53 Eller tror
du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end
tolv legioner engle til hjælp? v54 Men hvordan skulle da
Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?« v55
I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd
og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter
dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke
grebet mig. v56 Men det er alt sammen sket, for at profeternes
skrifter skal opfyldes.« Da lod alle disciplene ham i stikken og
flygtede.
Jesus
for Rådet
Mattæus 26 57-69
v57 De, der havde pågrebet
Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og
de ældste var samlet. v58 Men Peter fulgte efter ham på afstand
helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig
sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.
v59 Ypperstepræsterne og
hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne
dømme ham til døden, v60 men de fandt ikke noget, selv om mange
trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem v61 og
sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det
igen på tre dage.« v62 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte
ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« v63
Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger
dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?« v64
Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter
skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og
komme på himlens skyer.« v65 Da flængede ypperstepræsten sine
klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner?
Nu har I selv hørt bespottelsen. v66 Hvad mener I?« De svarede:
»Han er skyldig til døden.«
v67 Da spyttede de ham i
ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke v68
og sagde: »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«
Peters
fornægtelse
Mattæus 26 69-75
v69 Imens sad Peter udenfor i
gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: »Du var også
sammen med galilæeren Jesus.« v70 Men han nægtede det i alles
påhør og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du mener.« v71 Da han
gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham
og sagde til dem, som var der: »Han dér var sammen med Jesus fra
Nazaret.« v72 Atter nægtede han det og svor på det: »Jeg kender
ikke det menneske!« v73 Lidt efter kom de, som stod der, hen til
Peter og sagde: »Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber
dig.« v74 Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke
det menneske!« I det samme galede hanen. v75 Og Peter huskede det
ord, Jesus havde sagt: »Før hanen galer, vil du fornægte mig tre
gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.
Dommen
over Jesus
27 Mattæus 1-2
v1 Tidligt næste morgen traf
alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus
dømt til døden. v2 De lod ham binde og føre bort og udleverede
ham til statholderen, Pilatus.
Judas'
død
27 Mattæus 3-10
v3 Da Judas, som forrådte
ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive
sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste v4 og sagde:
»Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad
kommer det os ved? Det bliver din sag.« v5 Så kastede han
sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.
v6 Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: »Det er ikke
lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.« v7 De
traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til
gravplads for fremmede. v8 Derfor hedder den mark den dag i dag
Blodager. v9 Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias,
som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev
vurderet til, han der blev vurderet, af Israels børn, v10 og de gav
dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig.«
Jesus
for Pilatus
Matæus
27 11-26
v11 Jesus blev stillet for
statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?«
Jesus svarede: »Du siger det selv.« v12 Men på ypperstepræsternes
og de ældstes anklager svarede han ingenting. v13 Da sagde Pilatus
til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?« v14 Men han
svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede
sig meget.
v15 Under festen plejede
statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje. v16 Man
havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. v17
Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg
skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«
v18 Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret
ham; v19 og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud
til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg
har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«
v20 Men ypperstepræsterne og
de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt
og få Jesus henrettet. v21 Og da statholderen spurgte dem: »Hvem
af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de:
»Barabbas!« v22 Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med
Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«
v23 Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot
endnu højere: »Han skal korsfæstes!« v24 Da Pilatus så, at der
ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han
noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde:
»Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« v25
Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«
v26 Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede
ham til at blive korsfæstet.
Tornekroningen
Mattæus 27 27-31
v27 Da tog statholderens
soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om
ham. v28 Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød
soldaterkappe om ham, v29 flettede en krone af torne og satte den på
hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran
ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!« v30 Og de
spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet. v31 Da de
havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder
på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
Korsfæstelsen
Mattæus 27-44
v32 På vejen derud traf de
en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans
kors. v33 Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det
betyder Hovedskalsted – v34 gav de ham vin at drikke, som var
blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.
v35 Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig
ved at kaste lod om dem. v36 Så satte de sig dér og holdt vagt
over ham. v37 Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham,
den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«. v38 Sammen med ham blev
der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på
hans venstre side. v39 Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede
på hovedet v40 og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det
igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned
fra korset!« v41 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de
ældste hånede ham på samme måde og sagde: v42 »Andre har han
frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad
ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. v43 Han har stolet
på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo
sagt: Jeg er Guds søn.« v44 Også røverne, der var korsfæstet
sammen med ham, hånede ham på samme måde.
Jesu
død
Mattæus 27 45-57
v45 Men fra den sjette time
faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v46 Og ved
den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá
sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du
forladt mig?« v47 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
»Han kalder på Elias.« v48 Straks løb en af dem hen og tog en
svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham
noget at drikke. v49 Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias
kommer og frelser ham.« v50 Men Jesus råbte atter med høj røst
og opgav ånden.
v51 Og se, forhænget i
templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden
skælvede, og klipperne revnede, v52 og gravene sprang op, og mange
af de hensovede helliges legemer stod op, v53 og de gik ud af deres
grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig
for mange. v54 Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over
Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de
rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.« v55 Der
var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt
Jesus fra Galilæa og sørget for ham. v56 Blandt dem var Maria
Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
Gravlæggelsen
27 Mattæus 57-61
v57 Men da det var blevet
aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også
var blevet en discipel af Jesus. v58 Han gik til Pilatus og bad om
at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. v59
Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen v60 og
lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til
sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og
gik. v61 Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over
for graven.
Gravvagten
27 Mattæus 62-66
v62 Næste dag, dagen efter
forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til
Pilatus v63 og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne
bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår
jeg. v64 Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen,
for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til
folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste
bedrageri værre end det første.« v65 Pilatus sagde til dem: »Her
har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt,
så godt I kan.« v66 De gik så hen og sikrede graven med vagter og
ved at sætte segl på stenen.
Jesu
opstandelse
28 Mattæus 1-7
v1 Efter sabbatten, da det
gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden
Maria for at se til graven. v2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv.
For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede
stenen fra og satte sig på den. v3 Hans udseende var som lynild og
hans klæder hvide som sne. v4 De, der holdt vagt, skælvede af
frygt for ham og blev som døde. v5 Men englen sagde til kvinderne:
»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. v6
Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet,
hvor han lå. v7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han
er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til
Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«
Mødet
med den opstandne Jesus
28 Mattæus 8-10
v8 Og de skyndte sig bort fra
graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans
disciple det. v9 Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et
»God morgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad
ham. v10 Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Men gå hen og sig
til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.«
Gravvagten
bestikkes
Mattæus 28 11-20
v11 Mens de var på vej, kom
nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt,
hvad der var sket. v12 De samledes med de ældste og besluttede at
give soldaterne en større sum penge, v13 og de sagde: »I skal
sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. v14
Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde
jer udenfor.« v15 De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået
besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.
v16 Men de elleve disciple
gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v17
Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v18 Og Jesus
kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og
på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine
disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens
navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet
jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«