Når troens fundament smuldrer.
I en tid hvor mange unge vender sig mod den kristne tro, ser vi også en parallel hertil. Nemlig flere der forlader den kristne tro. Det der kaldes dekonversion.
For nogle er løsningen at gøre kristendommen mere tilpas. Bibelens krævende tekster skal genfortolkes.
Moralæreren skal justeres.
Prædiken skal sænkes ned, så den ikke skaber gnidninger i forhold til nutidens værdier.
Kun sådan kan kirken forblive relevant, hævder de.
Men hvad hvis netop denne strategi bidrager til det, den forsøger at forhindre?
Kjell Tveter har i en artikel i Dagen gjort opmærksom på den canadiske biofysiker og apolog Kirk Durston.
Han mener, at afvigelse fra tro ofte ikke kun handler om isolerede intellektuelle spørgsmål, men om dybere kulturelle forandringer.
Over flere artikler tidligere har jeg gjort opmærksom på, at vi i Vesten er gået fra kristne rammer til sekulære.
Naturalismen dominerer den akademiske verden.
Identitet forstås som noget, vi selv bygger.
Moralen løslader sig selv fra en objektiv forankring.
Autenticitet er sat over myndighed. Når dette bliver selve "grundvandet" i kulturen, fremstår klassisk kristendom ikke kun som krævende, men som fremmed.
Fristelsen vil da være at tilpasse budskabet så det støder mindst muligt med tidsånden.
Det er her efter min mening, at følgende spørgsmål skal stilles:
Hvis kirken totalt mister evnen til at være det spejl, vores kultur har brug for, mister saltet så ikke sin magt?
Bibelen har aldrig været ment at bekræfte sin egen på samme tid. Den har altid været i kritisk spænding.
Det udfordrede den romerske magtkultur,
religiøst hykleri,
seksuel sløvhed
og menneskelig selvoptagelse.
Hvis kirken i dag genfortolker alt, der fremprovokerer vor tids moral, risikerer vi at stå tilbage med en tro uden kors.
Og således uden magt.
Liberaliseret teologi kan virke inkluderende.
Det risikerer dog at blive irrelevant.
Fordi hvis kristendommen ikke længere siger andet end kulturen allerede siger, hvorfor skulle nogen så holde fast i det, når presset stiger?
Mange dekonversionshistorier springer ud af spændingen mellem Bibelens autoritet og forståelsen af nutidens identitet.
Når identitet primært defineres gennem indre erfaringer, opfattes enhver ydre norm som en begrænsning.
Bibelen opfordrer derimod til omvendelse, selvfornægtelse og lydighed.
Men det er i strid med idealet om selvrealisering.
I stedet for at stå i denne spænding vælger nogle at justere teologien.
Men når Bibelens autoritet først relativiseres på ét område, bliver det svært at vedligeholde den på andre.
Til sidst vil selve grundlaget for troen smuldre. Bag meget af denne tilpasning ligger også en mere grundlæggende drivkraft: frygten for ikke at være lige. I en kultur, hvor social accept og moralsk anerkendelse værdsættes, kan det være dyrt at holde sig til klassisk kristen lære. Frygt for at blive stemplet som intolerant, baglæns eller ekskluderende kan stille stærke krav til kirkeledere og medlemmer
Men kirken mister sin profetiske stemme, når den styres af frygt.
Jesus kaldte aldrig sine disciple trøst, men trofasthed.
Han lovede ikke social anerkendelse, men et kryds. ( kors)
Bibelen skal ikke være et ekko af fortiden, men et spejl.
Et spejl afslører vores selvcentrering, vores inkonsekvenser og vores spirituelle tomhed.
Netop derfor kan det også åbne rum for nåde.
En tro, der aldrig udfordrer os, kan ikke forvandle os. Hvis alt, der står overfor vores kultur, fjernes, står vi tilbage med en harmløs spiritualitet, der ikke kræver omvendelse og dermed ikke tilbyder sand frelse og fornyelse.
Kraften i Jesu budskab ligger i, at det tvinger os til at træffe et valg.
"Hvem siger du, at jeg er? » er ikke et spørgsmål, der kan neutraliseres gennem kulturel tilpasning.
Evangeliet udfordrer folk, fordi det hævder, at sandheden ikke er skabt af os, men bliver afsløret for os.
Den kalder os til at lade Gud definere virkeligheden, selv når den udfordrer vores egne præferencer og nutidens normer Over for dekonversion står kirken derfor ved en skillevej.
Det kan forsøge at reducere gnidninger ved at gøre Bibelen mere formbar. Eller det kan holde Skriften oppe som et spejl til vores egen tid med klarhed, kærlighed og dristighed. Den første kan give midlertidig social ro. Den anden kan beholde åndelig vægt og som efter min mening langt fra er at foretrække. I sidste ende handler det ikke om, hvad der gør os mest acceptable, men hvad der er sandt.
Og hver g
eneration og hvert menneske skal svare på det grundlæggende spørgsmål:
Hvad vil jeg egentlig tro på?
John Arve
Ingen kommentarer:
Send en kommentar