BARN OG BØRN ELSKET AF JESUS
Dagens kapitel et Mat 18
DA KALDTE JESUS PÅ ET LILLE BARN OG STILLEDE DET MIDT IBLANDT DEM. SÅ SAGDE HAN, HVIS IKKE I OMVENDER JER FRA JERES SYNDER OG BLIVER SOM SMÅ BØRN, SÅ KOMMER I SLET IKKE IND I HIMMERIGET. DEN DER YDMYGER SIG SOM DETTE BARN ER DET STØRSTE I HIMMERIGET OG DEN DER AF KÆRLIGHED TIL MIG, TAGER SIG AF ET SÅDANT LILLE BARN, TAGER IMOD MIG. MATT 18:1-5
Hvad er det for et barn? Et velbegavet barn? Et barn af anden etnisk herkomst end Danmark? Et uartigt barn? Et særligt yndigt barn? Et sygt barn? Et barn, hvor det flød ud af næsen på barnet, og ingen havde et lommetørklæde…? Var det et barn fra et betydningsfuldt hjem? Et snavset barn, der havde leget i jorden og sandet, som ingen ville løfte op, for vi ville ikke være snavsede.
Eller måske det hele foregik i et datidens fattige kvarterer i Galilæa, der kan stinke af fattigdom eller ved bredden til Galilæa Sø, hvor flere af jer har været.
Os der har rejst en del i bl.a. Afrika, vi har set mange snavsede og underernærede børn med bare tæer, sultne og hjælpeløse, og måske endda syge børn, mens de rækker hånden ud, for måske at få lidt spiseligt eller noget de kan bruge.
Hvorfor satte Jesus et barn i midten, et tilsyneladende ubetydeligt barn, placeret i midten af Guds rige? Hvorfor ikke en veluddannet voksen med styr på livet, familien og karrieren?
JEG TROR SVARET FINDES I AT BARNET ER HJÆLPELØST
Jesus gjorde det, fordi han er hjælperen, der ønsker at træde ind og hjælpe de hjælpeløse, dem der har brug for hjælp, de udskudte, dem andre ikke tager sig af.
Det er de hjælpeløse der kommer ind i Guds rige. Ikke på grund af fine papirer og store uddannelser, eller hvad du og jeg kan præstere og vise frem. – Alt er af nåde!
DEN DER AF KÆRLIGHED TIL MIG, TAGER SIG AF ET SÅDANT LILLE BARN, TAGER IMOD MIG.
Lad os ikke glemme børnene, de hjælpeløse – men række ud og tage os af, vise dem vejen til Jesus, lære dem bønnens vej, tilgivelsens vej – lære dem Jesus at kende, selv som børn.
Der er dygtige børnemedarbejdere i mange kirker. Stor TAK for jeres indsats – men vi har også en opgave som voksne, forældre, bedsteforældre at dele vores tro med den opvoksende slægt, vores børn, børnebørn og oldebørn, så det med troen på Jesus bliver relevant og brugbart, selv for et barn.
amen

Ingen kommentarer:
Send en kommentar